KLUMME: VERDEN ER EN VÅD FLODHEST

Af Johannes Møllehave

Danmark er et lille land og de fleste anmeldere kender næsten alle forfattere. Jeg har selv været anmelder og frygtede, at jeg ville såre nogen, når jeg skrev. I dag ved jeg, at der er noget, der er værre end at være negativ og det er at overse en forfatter. Jeg indrømmer, at jeg havde fordomme mod Vagn Lundbye. Jeg tror, det var noget med hans indianer-rolle. Jeg troede ikke, at det var noget for mig, men der tog jeg fejl.

I fredags lånte jeg på Rudkøbing Bibliotek Vagn Lundbyes lille bog, Langelandsk Fodrejse. Fra 1979. Titlen er en mellemting mellem H.C. Andersens Fodrejse, 1928 og Oehlenslagers Langelands- Reise, 1804.  Den amerikanske filosof og forfatter, Henry Davis Thoreau (1817-62), som skrev bogen, Om at vandre, 1854 har også været en stor inspiration for Lundbye. Læserne kan få stednavne fra hele Langeland – alle stednavne er med.

Vagn Lundbye beslutter, at han vil gå hele Langeland rundt til fods og skrive en slags dagbog og jeg opdager pludselig hvor store ligheder, der er mellem ham og mig. Først og fremmest vores trang til at gå og opleve stederne – men også vores ø-kuller. Han skriver:

”I vandringen vender jeg tilbage til mine sanser og min krop”.

Vagn Lundbye har valgt en rejsekammerat, Christian, som er født på Langeland i 1918, som en af øens sidste daglejere. Det er smukt at læse om deres venskab. Han vandrer også med sin søn Kaare.

Inden jeg fortæller om bogen, indrømmer jeg, at jeg heller ikke var fortrolig med hans Dyrefabler fra 1994.  Netop han, som kan leve sig ind i vidt forskellige zoologiske skæbner, som en anden H.C. Andersen, der dels kunne være et Grantræ, En Snemand, En Stoppenål eller en Top, der forelsker sig i en bold. Om flodhesten skriver Vagn Lundbye:

”Stige voldsomt op af vandet

 som en fødsel første dag

sluge solen råt blandt andet

Kopernicus er ingen sag

Spytte solen ud mod vest

Verden er en våd flodhest”

Hvis Lundbye havde været direktør for Zoologisk Have var giraffen Marius aldrig blevet dræbt. Logisk men også vittigt ser giraffen fra sit høje stade:

”Oppe fra min ensomhed

For enden af min vågehals

Er det skønt at kigge ned

På lagkomik og træskovals.

Høje Tåstrup, Himmelbjerg

Mennesket er kun en dværg”.

Lundbye er ikke kun bror til dyr, han er også i familie med træer:

”Hylden var ”skovkvinden”, den guddommelige ur-beboer, som fra sit skjul i træernes skygger lokkede mennesker ind i det vildsomme, hvor sjælen forsvandt i tåge og glemsel, men hylden var også den venlige og gavmilde, som hjalp mennesket med lægedom. Hyldemor kaldte H.C. Andersen hende. Min mor fortæller, at hendes bedsteforældre omtalte hylden med den største respekt, ligesom de flittigt brugte dens blomster, bær og marv til medicin og salve. Hun fortalte, at en ældre søster fik helbredt en ondartet eksem på begge hænder med kogt hyldemarv”.

Lundby er lystig, når han gennem kirkebøger eller bygningsprotokoller samler små kendsgerninger, der ægger hans fantasi – som f.eks.:

Jens Rasmussen Strynø havde i 1660 en hest gående på græs på Siø – I 1693 fyldte Kirstine Christiansdatter 105 år – I 1626 blev en pige døbt  Birthe med th i Tranekær – I 1650 kom Hans Enevoldsen Jyde og Torkil Bager under gudstjeneste i Rudkøbing kirke op at slås om en stol i kirken”

Det er hverken mig eller Vagn Lundbye, som giver Langeland den poetiske lovprisning:

”Du øernes dronning 

Og Danmarks pryd

Som stedse jeg mindes

Ved vemod og fryd”

  • Det er faktisk Grundtvig.

Vagn Lundbye elsker forfatteren Albert Dam, som har skrevet meget om menneskets forhold til naturen. Jeg har aldrig læst noget af Albert Dam, men får lyst til at stifte bekendtskab med ham. Lundby citerer ham i et radiointerview, hvor han sagde, at pindsvinet er den mest sagtmodige af alle skabninger. Og Dam fortalte, at han græd, da han fik at vide, at pindsvinene for 65 millioner år siden så ud, præcis, som de gør i dag.

Heldigvis har jeg hørt, at Vagn Lundby i 2002 fik Det Danske Akademis Pris og han har været indstillet til Nordisk Råds litteraturpris. Jeg kunne godt unde ham humorist-legatet også, for jeg har smilet flere gange undervejs. Vagn Lundby har en ide, med det han skriver. Han håber, at det moderne menneske vil skåne naturen og miljøet. Selv føler han sig mere knyttet til børn end til voksne og han tror, at børn intuitivt er mere ømme overfor dyr end voksne. (PH siger: ”Jeg elsker dyr – men jeg hader dyrevenner”).

Jeg holder af, at have Lundby som guide. Han åbner vores øjne og sanser og han er bedre end De aner (læs: indianer).